Ekkokardiografi
Hvad er ekkokardiografi?
Ekkokardiografi er ultralydsscanning af hjertet. Der føres et lille ultralydshoved henover din brystkasse mens du ligger på venstre side. Lydbølgerne sendes tilbage fra hjertet og danner billeder på en skærm. Undersøgelsen er ikke ubehagelig og varer ca. 15 til 30 min.

Hvorfor udfører man ekkokardiografi?
Formålet er at vurdere hjertets størrelse og evnen til at pumpe blodet ud i kroppen. Hjerteklapperne og deres funktion efterses og trykforhold i hjertet bestemmes. Herudover er det muligt at afsløre eventuelle passager fra venstre til højre hjertehalvdel.
Er der nogle forholdsregler?
Nej, denne undersøgelse kræver ingen forberedelse og du kan tage din vanlige medicin.
Hvornår får jeg resultatet af undersøgelsen?
Umiddelbart efter undersøgelsen vil du blive informeret om resultatet af lægen.